Når man overvejer at påbegynde en psykoterapi eller en psykoanalyse er det, som regel, fordi man oplever at have nogle tilbagevendende vanskeligheder man ikke rigtigt forstår. Allerede at henvende sig er et skridt hen imod et åbent møde med det som hæmmer eller volder smerte.

I de 40 år jeg har taget imod henvendelser — det være sig som privatpraktiserende psykoanalytiker, som direktør på en offentlig institution med ”terapeutiske lejligheder” eller som hospitalspsykolog — har spørgsmålet om hvad et symptom siger stået centralt i mit arbejde. Det har jeg givet udtryk for, og fortsætter med at gøre, sammen med andre, bl.a. ved hjælp af udstillinger og foredrag som er offentligt tilgængelige — se her på siden under Schizomètres / se passer du diagnostic. Men at indrette et rum hvor noget det er svært at sige kan komme til orde, sker sommetider på bekostning af de klassiske psykoanalytiske rammer. Det er en pris man må betale, når det gælder om at komme “patienten” i møde. Jeg forholder mig til dette her: Foliesophie / accueillir un dire.